Et par ord om Jan Perssons jazzfotos
Jazzen og fotografiet har fulgtes fint ad.
De (fleste) sorte musikere og de (fleste) sort/hvide fotografier har gennem hele jazzens historie været i fint samspil.
Klicheerne er ligeså massive som jazzklubberne er mørke:
Musikeren på scenen eller endnu bedre:
Musikeren bag scenen. Bagindgangen, den slidte garderobe eller
det fedtede køkken, det lurvede hotel.
Det hårde liv on the road.
De hårde stoffer on the road,
og godt med spiritus og cigaretrøg.
Det er ikke helserejser.
Og så det der skinner: De blanke instrumenter, det elegante piano,
bassens godt brugte strenge, markante profil og mørkt patinerede finer.
Eller det henrevne publikum og samspillets magiske lys i musikerens øjne.
En smøg, en sort profil og en gylden saxofon.
Det kan ikke gå galt.
Men der er jazzfotos og der er jazzfotos.
Det kan netop gå frygteligt galt.
For den ubønhørlige regel gælder for al kunst: At først når klicheerne er overvundne kan den egentlige fortælling tage sin begyndelse. Saxofonen gør det ikke alene.
Der skal være en mening med netop dét billede af netop dén musiker, netop dén aften, dét sted, i dén combo, med dét nummer.
Nok blev filmene hurtigere og hurtigere, men det blev ikke lettere og lettere.
For det er en hel anden menneskelig, eller rettere medmenneskelig egenskab, der skal trykke på udløseren.
Hudløseren, var jeg lige ved at skrive.
For kun en helt ærlig, totalt hudløs åbenhed overfor det komplekse motiv som den levende musik udgør for det stumme kamera, kan bringe det ønskede resultat helt i hus.
Det er denne åbenhed og lydhøre hudløshed, der gennem nu snart 50 år,
har været drivkraften bag Jan Perssons titusindvis af fotos fra jazzens verden.
Jeg ved ikke hvordan han gør det, for hans bryske og støjende facon ville
ligesom forsværge denne mulighed.
Men jeg har set ham arbejde dernede i mørket, rundt om og bag scenen.
Han bliver ligesom usynlig og rækker nogle antenner ud, der gør, at han,
på bølgelængde med musikken, formår at fange de oplagte billeder, på tværs af alle klicheer.
Han fastholder ikke bare et øjeblik, det gør kameraet for øvrigt næsten af sig selv, men han fanger og fastholder det MAGISKE øjeblik.
At fastholde og gengive magi er meget få fotografer forundt.
Især nu, hvor alle tager og skamløst sender skodfotos ud i cyberspace.
Samlingen af Jan Perssons jazzfotografier er en enestående skatkiste.
For ikke alene har han været myreflittig, han har også haft det store held, at jazzen kom igennem Købehavn netop de år, hvor han rettede sin optik i den retning.
Han blev fanget ind i mørket og blev derinde.
Han fandt hjem.
Og alle jazzens store stjerner var der, de kom til os, men det krævede en kunstner at få dem til at funkle, også i det fotografiske splitsekund.
Den kunstner var og er Jan Persson.
Jan Perssons jazzfotografier er ingen hemmelighed og er efterspurgt af pladeproducenter, tidsskrifter og bogudgivere over hele verden.
Men netop denne efterspørgsel gør det dobbelt vigtigt at holde sammen på arkivet, så det ikke blafrer i alle retninger og fortabes på redaktioner verden over.
Han har vogtet over sit stadigt voksende og velordnede arkiv som en bullterrier.
Det vil også være en opgave, som kompetente (og begejstrede) folk fremover må tage på sig.
Derfor!!!!
Jazzen og fotografiet har fulgtes fint ad.
De (fleste) sorte musikere og de (fleste) sort/hvide fotografier har gennem hele jazzens historie været i fint samspil.
Klicheerne er ligeså massive som jazzklubberne er mørke:
Musikeren på scenen eller endnu bedre:
Musikeren bag scenen. Bagindgangen, den slidte garderobe eller
det fedtede køkken, det lurvede hotel.
Det hårde liv on the road.
De hårde stoffer on the road,
og godt med spiritus og cigaretrøg.
Det er ikke helserejser.
Og så det der skinner: De blanke instrumenter, det elegante piano,
bassens godt brugte strenge, markante profil og mørkt patinerede finer.
Eller det henrevne publikum og samspillets magiske lys i musikerens øjne.
En smøg, en sort profil og en gylden saxofon.
Det kan ikke gå galt.
Men der er jazzfotos og der er jazzfotos.
Det kan netop gå frygteligt galt.
For den ubønhørlige regel gælder for al kunst: At først når klicheerne er overvundne kan den egentlige fortælling tage sin begyndelse. Saxofonen gør det ikke alene.
Der skal være en mening med netop dét billede af netop dén musiker, netop dén aften, dét sted, i dén combo, med dét nummer.
Nok blev filmene hurtigere og hurtigere, men det blev ikke lettere og lettere.
For det er en hel anden menneskelig, eller rettere medmenneskelig egenskab, der skal trykke på udløseren.
Hudløseren, var jeg lige ved at skrive.
For kun en helt ærlig, totalt hudløs åbenhed overfor det komplekse motiv som den levende musik udgør for det stumme kamera, kan bringe det ønskede resultat helt i hus.
Det er denne åbenhed og lydhøre hudløshed, der gennem nu snart 50 år,
har været drivkraften bag Jan Perssons titusindvis af fotos fra jazzens verden.
Jeg ved ikke hvordan han gør det, for hans bryske og støjende facon ville
ligesom forsværge denne mulighed.
Men jeg har set ham arbejde dernede i mørket, rundt om og bag scenen.
Han bliver ligesom usynlig og rækker nogle antenner ud, der gør, at han,
på bølgelængde med musikken, formår at fange de oplagte billeder, på tværs af alle klicheer.
Han fastholder ikke bare et øjeblik, det gør kameraet for øvrigt næsten af sig selv, men han fanger og fastholder det MAGISKE øjeblik.
At fastholde og gengive magi er meget få fotografer forundt.
Især nu, hvor alle tager og skamløst sender skodfotos ud i cyberspace.
Samlingen af Jan Perssons jazzfotografier er en enestående skatkiste.
For ikke alene har han været myreflittig, han har også haft det store held, at jazzen kom igennem Købehavn netop de år, hvor han rettede sin optik i den retning.
Han blev fanget ind i mørket og blev derinde.
Han fandt hjem.
Og alle jazzens store stjerner var der, de kom til os, men det krævede en kunstner at få dem til at funkle, også i det fotografiske splitsekund.
Den kunstner var og er Jan Persson.
Jan Perssons jazzfotografier er ingen hemmelighed og er efterspurgt af pladeproducenter, tidsskrifter og bogudgivere over hele verden.
Men netop denne efterspørgsel gør det dobbelt vigtigt at holde sammen på arkivet, så det ikke blafrer i alle retninger og fortabes på redaktioner verden over.
Han har vogtet over sit stadigt voksende og velordnede arkiv som en bullterrier.
Det vil også være en opgave, som kompetente (og begejstrede) folk fremover må tage på sig.
Derfor!!!!
Per Arnoldi
09.11.10
09.11.10
- Per Arnoldi